Pensionsreform giver nye regler fra nytår - læs mere her

20.12.2017

Pensionsreform giver nye regler fra nytår

Der er nye regler på vej på pensionsområdet fra nytår, efter regeringen tirsdag i Folketinget fik stemt en række forslag igennem.

Højere indbetalinger på en aldersopsparing op til pensionering skal gøre det mere attraktivt at spare op til pension. Samtidig forlænges udbetalingsperioden for ratepensioner til 30 år, mens der strammes op på, hvornår pensioner kan begynde at blive udbetalt.

Ny aldersopsparing skaber bedre vilkår for opsparing sidst i arbejdslivet

Første del af pensionsreformen, der nu er vedtaget, handler om at forbedre vilkårene for den del af opsparingen, som ligger tæt på pensionering. Det sker ved at tillade højere indbetalinger på aldersopsparingen op til pensionering.

Tidligere kunne man indbetale 29.600 kr. om året, som ikke medfører modregning. Fremover kan der indbetales 46.000 kr. (2018) om året. Beløbet stiger til 51.100 kr. om året i 2023. Til gengæld gælder det høje beløb først, når man har mindre end fem år til folkepension. Når man har mere en fem år til folkepension, så nedsættes grænsen for indbetaling til aldersopsparing til 5.100 kr. (2018)om året.
Dog skal man være klar over, at hvis man selv eller ens ægtefælle modtager offentlige ydelser (fx boligsikring eller pensionstillæg), der er afhængig af husstandens indkomst, så vil indbetalinger på aldersopsparingen kunne øge husstandens indtægt, da indbetalingerne ikke er fradragsberettiget, og dermed potentielt mindske disse ydelser.

Senere udbetaling kræver ekstra opmærksomhed ved jobskifte

Pensionsreformens første del ændrer også på, hvornår man kan få sin pension udbetalt. For pensionsordninger, der oprettes efter 1. januar 2018, kan der først ske udbetaling tre år før pensionsalderen.
For pensionsordninger, der er oprettet før 2018, har man mulighed for udbetaling fem år før folkepensionsalderen, og for pensionsordninger oprettet før 1. maj 2007 har man mulighed for udbetaling, når man fylder 60 år.

I forbindelse med jobskifte eller hvis virksomheden har valgt en ny pensionsleverandør er det vigtigt, at man straks flytter sin gamle ordning med sig til det nye pensionsselskab for at beholde sine rettigheder til tidligere udbetaling af din pension. For ordninger oprettet efter maj 2007 skal man desuden være opmærksom på, at udbetalingen følger folkepensionsalderen, ikke som den er i dag, men som den måtte blive i fremtiden. Her skal man være klar over, at der er planer om at hæve folkepensionsalderen med et år hvert femte år - indtil folkepensionsalderen er så høj, at man i gennemsnit får folkepension i cirka 15 år.

Jo længere vi lever, jo højere vil folkepensionsalderen blive. 

(Kilde: PFA PartnerNyt december 2017)


Klik her for at gå tilbage til forrige side