Finanslov for 2012 er vedtaget - nye regler for dig?
27-12-2011
Finansloven for 2012 er vedtaget i folketinget - det kan betyde nye regler for dig
Nyt loft på indbetaling til ratepension
Der kan fra 1. januar 2012 kun indbetales op til 50.000 kr. til en ratepension/ophørende livrente med skattefradrag. Loftet gælder for alle ordninger samlet.
Indbetalinger over 50.000 kr. vil fremover kunne ske til en livsvarig livrente med skattefradrag.
Højere pensionsafkastskat
Det er vedtaget, at pensionsafkastskatten indtil videre for de næste 2 år, vil blive sat op fra 15% til 15,3%. Denne ændring vil betyde, at der er mindre til pension.
Skat på sundhedsforsikring
Fra 2012 skal præmien på en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, beskattes hos medarbejderen. Dette betyder, at præmien bliver tillagt den skattepligtige indkomst.
Læs om reglerne på SKAT
Har klinikken tegnet en Sundhedsforsikring til medarbejderne via Tryghedsordningerne med en årlig præmie på 2.619 kr., vil ændringen betyde at medarbejdere, der betaler topskat, årligt skal betale 1.349 kr. mere i skat og medarbejdere, der betaler bundskat, årligt vil skulle betale 956 kr. mere i skat.
Tryghedsordningerne mener dog stadig, at sundhedsforsikringen er en god ”investering” for både medarbejdere og arbejdsgiver. Det gør vi, fordi man slipper for lange ventelister, får mulighed for hurtig undersøgelse og behandling på et privathospital eller anden behandler og derved får de bedste muligheder for at komme hurtigt tilbage på arbejdet igen.
Efterløn
Regeringen har vedtaget tilbagetrækningsreformen på Efterlønsområdet. De ændrede regler er gældende for personer, der er født i 1954 eller senere.
Ændringerne betyder:
- Efterlønsperioden forkortes over en periode fra 5 til 3 år.
- Man skal være ældre for at gå på efterløn og folkepension.
- Strengere modregning af pensionsordninger i efterlønnen.
- Det er muligt at få sine indbetalinger til efterløn udbetalt skattefrit i perioden fra april til december 2012.
Er du født i 1953 eller før, bliver du ikke berørt af ændringerne. Du kan gå på efterløn eller folkepension som hidtil.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Tryghedsordningerne på 39 46 00 80. Har du spørgsmål til ændringerne i efterlønnen og deres betydning for din situation, beder vi dig rette henvendelse til din A-kasse.
Klik her for at gå tilbage til forrige side
|